
Stammen kan fylde ekstra meget i ungdomsårene. Det er jo netop her, vi finder ud af, hvem vi er – og prøver os selv af. Samtidig vil de fleste gerne passe ind – på deres egen måde.
Måske vil du bare gerne leve dit ungdomsliv uden hele tiden at tænke over din stammen. Måske er du helt okay med den og ejer den. Eller måske fylder den så meget lige nu, at du nogle gange siger nej til ting, du egentlig har lyst til.
Der findes ikke én rigtig måde at være ung på – og heller ikke én rigtig måde at være ung med stammen på. Men én ting går igen: Det hjælper at have nogen, man kan spejle sig i.
Derfor vil Stammeforeningen lave et ungeunivers, hvor vi deler både det sjove og det svære – sammen.
Følg med her på siden og mød andre unge i den første serie af videoer i projektet Sammen om stammen
Mød andre unge på træf
Det kan godt føles som et stort skridt at tage afsted – og måske også lidt skræmmende. Men forskning viser faktisk, at det kan gøre en stor forskel at møde andre unge, der stammer.
Du kan tage derfra med mere selvtillid, større mod til at sige det, du vil – en bedre forståelse af din egen stammen. Eller bare have haft nogle virkelig gode oplevelser med andre unge, der forstår dig.
I Stammeforeningen har vi træf for forskellige aldre, så du kan møde nogen på din egen alder:
Andre muligheder for at mødes
Du kan også finde fællesskaber i vores lokalafdelinger
Ung og over 18 år – hvor kan jeg få hjælp?
Hvis du har fået stammeundervisning i folkeskolen gennem PPR, er det ikke sikkert, du automatisk bliver henvist videre bagefter. Og det kan hurtigt føles uoverskueligt selv at skulle finde ud af, hvor du kan få hjælp.
Måske er det også længe siden, du sidst har arbejdet med din stammen. Måske er du flyttet til en ny by på grund af studie eller job. Der er mange nye ting at forholde sig til – og så kan stammen nemt komme i baggrunden.
Det er helt normalt. Det betyder ikke, at du ikke vil arbejde med din stammen – bare at livet fylder.
Logopæderne ved godt, at der kan være meget andet i spil. De er vant til at møde unge som dig og tager godt imod dig – også hvis det føles svært at tage fat på stammen igen.
Kontakt dit kommunale kommunikationscenter. Du kan læse mere om undervisning til voksne her
Ungeunivers på vej
Stammeforeningen udvikler et ungeunivers.
Er du ung med stammen – og har du gode ideer til indhold eller en historie, du vil dele?
Tag fat på os på kontakt@fsd.dk